All Japan Kendo Federations beskrivelse af formålet med kendo:

• At forme sindet og kroppen
• At kultivere en levende ånd
• Gennem korrekt og vedvarende træning at bestræbe sig på at forbedre sig i kunsten at udøve kendo
• At værdsætte medmenneskelig omtanke og ære
• At omgås andre med oprigtighed og altid forfølge kultiveringen af sig selv.

Dette vil sætte dig i stand til:

• At elske dit land og samfund,
• At bidrage til udviklingen af kulturen
• At fremelske fred og fordragelighed blandt mennesker

Sværdets vej

- Skrevet af All Japan Kendo Federation

Kendos oprindelse er dybt sammenflettet med udviklingen af det japanske sværd. Dette ikoniske våben med sin karakteristiske buede klinge og forhøjede kant, kendt som shinogi, er en unik japansk skabelse, der først dukkede op i midten af Heian-perioden (794-1185).

Forløberen for dette sværd blev allerede brugt i den tidlige Heian-periode af en stamme i Japans Tohoku-region, som var kendt for deres ekspertise i krigsførelse til hest. Med tiden tog forskellige krigerfraktioner sværdet til sig, hvilket førte til betydelige fremskridt i produktionen, især i slutningen af Kamakura-perioden (1185-1333).

Parallelt med sværdets udvikling gennemgik sværdkunsten også en betydelig forfinelse. Teknikker, der udnytter sværdets krumning og shinogi, blev mere sofistikerede. Mange udtryk, der nu er almindelige i moderne kendo, såsom »shinogi wo kezuru« (at slibe shinogi sammen) og »tsubazeriai« (nærkamp), er direkte efterkommere af denne historiske udvikling.

Hvad er kendo?

Kendo stammer fra samuraiernes brug og erfaring med »nihonto« (japanske sværd) i kamp. Samuraierne fik derved en særlig forståelse for »sværdets principper«. Man mener, at man ved at lære kendo kan få en forståelse af »sværdets principper«. Det er vigtigt at studere samuraiens ånd, som er relateret til disse principper, og som kan læres gennem streng træning i brugen af sværdet. Det er derfor, målet med kendo omtales som en måde at udvikle den menneskelige karakter på.

Kendos oprindelse

Sværd er blevet brugt i kamp siden man kunne forme det. Jernsværdenes form og den måde, de blev håndteret på, har ændret sig gennem tiden. Kulturer i alle regioner påvirker hinanden gennem bevægelse og udveksling af varer og mennesker og fortsætter med at udvikle sig over tid for at udvide indflydelsen ud over nationale grænser og race.

I det lys er det problematisk at hævde, at en bestemt form for kultur udelukkende opstod i en bestemt tid og et bestemt land. Kendo er ingen undtagelse. Der blev udviklet forskellige metoder til brug af sværd rundt omkring i verden. Men det, der kaldes kendo i dag, har udviklet sig gennem mange århundreder i det japanske kulturmiljø.

En kort historie om kendo

Midt i Heian-perioden (794-1185) fremstillede japanske smede sværd med karakteristiske træk som en krumning (sori) og hævede riller på langs af klingen (shinogi), og de blev en integreret del af samuraiernes våben. Sværd kom til at symbolisere samuraiens ånd og omtales ofte som legemliggørelsen af samuraiens »sind«. Sværdproduktion blev ikke kun set som våben, men blomstrede også som en kunstart, der repræsenterede styrke og skønhed.

Fra de stridende staters periode (1467-1603) til de tidlige stadier af Edo-perioden (1603-1868) blev der etableret mange sværdskoler (kenjutsu), og i det 18. århundrede blev der udviklet beskyttende træningsrustninger, som ligner dem, der bruges i kendo i dag. På den måde opstod der en ny sikker fuldkontaktmetode til kenjutsu-træning med bambussværd (shinai). Som følge heraf blev en konkurrencepræget kenjutsu-konkurrence populær og spredte sig over hele landet omkring slutningen af Edo-perioden. I begyndelsen af det 20. århundrede blev denne form for træning i sværdkamp, som blev kaldt »gekiken« eller »kenjutsu«, omdøbt til »kendo«, som bogstaveligt talt betyder »sværdets vej«. Kendo blev en repræsentativ disciplin for moderne japansk »budo« (kampsport), hvis grundlæggende idealer om selvforbedring er funderet i samuraiernes ånd.

Den form for kendo, vi studerer og nyder godt af nu, er et produkt af århundreders udvikling i Japan.